Jensens engagement i Odense

PRESSEMEDDELELSE 14. AUGUST 2015

Når H. C. Andersen Festivals for 3. år i træk fylder Odenses gader og stræder med over 500 events gennem hele uge 34, har grundlæggeren af Jensens Bøfhus haft en finger med i spillet. Han foreslog oprindeligt, at en samlende festival for byen skulle bære H.C. Andersens navn for at øge bevidstheden om den kendte forfatters format.

 

Det begyndte med, at en række af Odenses erhvervsfolk mente, der måtte ske noget. Idéen til en festival var født, og Palle Skov Jensen blev spurgt, om han ville stå i front for bestyrelsen bag. Han betingelse var, at en festival fik navn efter byens mest kendte profil, H.C. Andersen. Festivallens første år i 2013 vandt Palle Skov Jensen titlen som Årets Fynbo for sin indsats.

 

”For mig rummer H.C. Andersens univers det hele – fortiden, nutiden og fremtiden samt alle facetter af menneskets natur og livets store valg. Hans eventyr er evigtgyldige. Desuden er de kendt og anerkendt også internationalt, så det var oplagt at bruge hans navn til en festival, der kan rumme stort set alt og samle vores by på ny,” forklarer Palle Skov Jensen.

 

Passion for barndomsbyen

Palle Skov Jensen er som H.C. Andersen født i Odense, og det er ikke første gang, han lægger sig i selen for at forny byens liv. Han fik den oprindelige ide til en indendørs attraktion i Odense Zoo med akvarier og pingvinlandskab og nedsatte en erhvervsgruppe, der i høj grad bidrog til at realisere dét, der siden blev til det populære Oceanium.

 

Senest er Palle Skov Jensen blevet udnævnt som formand for Brandts, der er byens største kulturinstitution med museer på to adresser i Odense. Passion for især moderne kunst går igen i hans engagement. Også i H.C. Andersen Festivals hvor varetegnet og prisstatuetten er skabt af den internationalt anerkendt kinesiske kunstner Yue Minjun.

 

”I Kina er H.C. Andersen en forpligtende del af pensum for skolebørn i langt højere grad end her i Danmark. Statuetten af Yue Minjun binder H.C. Andersen sammen med resten af verden, illustrerer dobbelttydigheden i hans univers og fører det ind i en ny tid. Mit ønske er at samle Odense om H.C. Andersens univers og kultur i bred forstand ,” siger Palle Skov Jensen.

 

H.C. Andersen Festivals foregår i uge 34 hvert år med over 500 events, der rammer interesser og aldersgrupper bredt. En ny app for H.C. Andersen Festivals giver overblik over de mange lokaliteter og events, der fra sit første år fik folk på gaderne som ikke set siden, Danmark vandt EM i fodbold i 1992. H.C. Andersen holder nemlig stadig efter 200 år.

 

Se mere om H.C. Andersen Festivals på hcafestivals.dk

 

Yderligere info og interview:
Grundlægger og ejer Palle Skov Jensen
T. 4031 9111 / psj@jensens-bofhus.dk