KORT OM Jensens

Jensens Bøfhus blev grundlagt af Palle Skov Jensen i 1990 og har i dag 46 restauranter – 32 i Danmark, 12 i Sverige samt to i Norge.

HISTORIEN bag Jensens Bøfhus

af grundlægger og ejer Palle Skov Jensen

Inspirationen til kæderestauranter fik jeg allerede, da jeg som ung i 1970’erne boede i Canada og rejste rundt i USA. Først satsede jeg på at skabe en dagligvarekæde, men siden tog idéen om en restaurantkæde fart. Det er indtil videre blevet til en 30 år lang rejse, hvor jeg lærer noget hver eneste dag. Jeg har haft succes, og jeg har begået fejl. Her er lidt af historien bag Jensens Bøfhus.

Restauranter for alle

Meget har forandret sig fra begyndelsen og til i dag, men fundamentet er det samme. Jeg drømte om at skabe en kæde af hyggelige restauranter, hvor alle ville føle sig velkomne. Håndværkerne til frokost. Kæresteparret på date. Familien samlet på tværs af generationer. Jeg ville give alle mulighed for en god restaurantoplevelse i en uhøjtidelig atmosfære.

Kernen er købmandskab

Vi bliver alle formet, inden vi vælger vores egen vej. Jeg er ud af en købmandsfamilie, så den vej gik jeg også selv. Da jeg forudså det stigende pres fra større koncerner, solgte jeg min kæde af 14 dagligvareforretninger i 1984. Samme år fik jeg idéen til at skabe en kæde af restauranter.

Bøffen som basis

Som forretningens navn signalerer, var og er bøffen basis i restauranterne. Fra købmandsforretningerne vidste jeg, hvor afgørende kvalitet er for succes. Hurtigt fandt jeg ud af, at den bedste kødkvalitet kommer fra oversøiske lande, hvor kvæget går på græs hele året. Derfor har jeg rejst rundt i verden for at finde de bedste leverandører af kød og udskæringer.

Varemærke i eget navn

I mange store virksomheder har grundlæggeren lagt navn til virksomhedens brand, uden vi i dag tænker så meget over det –  fx Heinz, McDonalds og Budwiser. Idéen om at bygge virksomhedens varemærke op omkring sit eget navn, tog jeg til mig, og 1990 åbnede den første Jensens Bøfhus i Herning. Siden er navnet blevet et kendt brand, vi værner om.

Knap så spansk

Ved et tilfælde fik jeg mulighed for at købe en restaurant i Aarhus med spansk interiør. Jeg kaldte den ’Bøf Espana’ og åbnede 1. december 1984. I alt yderligere to restauranter kom til, før en anmelder skrev: ”Maden er lige så spansk, som avisen De holder i hånden”. Jeg måtte erkende, at han havde ret. Hos os handler det mest om møre bøffer, salatbar og saucer.

Udvider over landegrænser

Som dansk restaurantkæde har vi også markeret os uden for landets grænser. I 1998 åbnede Jensens Bøfhus i Malmø, og siden er der åbnet yderligere 12 restauranter i Sverige samt to i Norge i 2012. Vores restaurant på Vasagaten i Stockholm er i dag vores mest velbesøgte.

Små ting med stor betydning

Inspiration til at udvikle forretningen får jeg både herhjemme og i udlandet. På en fiskerestaurant i USA blev jeg blev rørt over den søde servering og en personlig hilsen på regningen. Jeg foreslog mit personale at gøre det samme, og det blev hurtig en del af vores service, fordi det ofte er de små ting, der har stor betydning i relationen til gæsterne.

Undervisning udvikler

Hver år ansætter vi nye medarbejdere,  der alle skal kende betydningen af, at hver eneste gæst får en god oplevelse. Allerede fra nummer to restaurant fik jeg produceret en video til undervisningsbrug. I dag har vi Jensens Academy, der benytter sig af alt fra e-learning til interne kurser, der kan afsluttes med en merkonomuddannelse. Så her er plads til udvikling.

Satsning er en del af gamet

Udvikling er også at satse. Da vi første gang fik tilbudt at åbne i et indkøbscenter, var jeg meget i tvivl. Ville folk spise på restaurant sådan et sted? Dét ville de i allerhøjeste grad, lærte jeg. Jeg lærte også, at gæsterne hellere ville sidde ved vinduer end på en hyggelig kælderrestaurant, som ellers jeg troede fra start. Og sådan blev jeg klogere undervejs.

Fiaskoer følger med

I livet er det ofte det, der gør ondt, man lærer mest af. Sådan er det også i forretning. Jeg har taget fejl mange gange. Åbnet restauranter på beliggenheder, der viste sig at være helt forkerte og kostede forretningen dyrt. Satset på leverandører, der svigtede på kvaliteten. Indført særligt udviklede retter, der slet ikke var interesse for. Alle tager fejl ind imellem.

Forretning er mennesker

Jeg kan med stolthed sige, at Jensens Bøfhus’ største aktiv er mennesker – gæster og medarbejdere. Det er længe siden, jeg selv stod i min første restaurant og tog imod gæster, og i dag kan jeg dårligt nå rundt til dem alle. Derfor er forretningen dybt afhængig af de nu i alt cirka 2000 ansatte, der hver dag gør deres yderste for at give vores gæster gode oplevelser.

Kopiering eller idéer

Det er i høj grad vores dygtige medarbejdere, der har skabt virksomheden. Især med deres ideer til nyskabelser. Vi var fx først med frokostbøf og whiskysauce, der fra starten blev et hit og siden er kopieret af mange andre. Det er svært at gardere sig imod og en del af gamet i en branche, der sjældent opfinder nyt men inspirerer hinanden og sætter idéer i en ny kontekst.

Markedsføring er et must

Når 96% af alle danskere ifølge en Gallup-undersøgelse fra 2013 forbinder navnet Jensen med Jensens Bøfhus, er det ikke kun på grund af vores gode bøffer og mange gæster. Det er også på grund af synlighed. Vores piger i de oprindeligt i blomstrede forklæder lyste op på busser og i TV allerede i 1990’erne. I årenes løb er der brugt over 100 millioner på markedsføring.

Fra køledisk til privat køkken

En del af det store kendskab til Jensens som brand, handler også om forretningen Jensens Køkken, der begyndte i Struer i år 2000. Her tilbereder vi saucer, dressinger, spareribs samt mange andre retter og tilbehør til detailhandlen både herhjemme og i udlandet. Senest med succes i Finland.

Viljen baner vejen

Et kendt brand er der meninger både for og imod. Der er op- og nedture. Overskud og underskud. Popularitet og kritik. Enhver iværksætter ved, at den gode ide max udgør 10% – viljestyrke udgør de resterende 90%. Det kræver blot troen på sin ide og vilje til at få den virkeliggjort. Sådan blev Jensens Bøfhus skabt.

Det vil glæde mig at se dig i en af vores restauranter.

Palle Skov Jensen